I AIK 32 dyrkede man både atletik og orienteringsløb. Man konkurrerede i motionsløb såsom Damsøløbet, Herlufsholmløbet, Ermelundsløbet, Hareskovløbet og Skodsborg Nærum Terrænløb, man havde klubmatcher og stillede op ved såvel ABC-stævner som danske mesterskaber. Ved mange af disse begivenheder var løberen Andreas Larsen den mest fremtrædende på resultatsiden (som senere Jørgen Nordfast skulle blive det), og han opnåede i større sammenhæng et par sekundære placeringer, blandt andet en fjerdeplads på 10.000 m ved DM i 1948 i tiden 32.21,8, hvad der var ny DAI-rekord.

     Det generelle indtryk af årene efter krigen i AIK 32 er et højt aktivitetsniveau med mange matcher. Der blev gået til sagen, og samtidig blev det sociale samvær prioriteret meget højt.

      De sportslige resultater var set med eliteøjne mere på det jævne. "32" måtte her erkende at være lillebror i forhold til AIK (som siden "32"s dan-nelse gik under navnet AIK 95), der med folk som Richard Larsen, Richard Greenfort, Knud Poulsen og ikke mindst Lilly Carlstedt ofte var i dagspressen og ofte tog en stor del af medaljerne, når der var danske mesterskaber. AIK 32 markerede sig fortsat mest i DAI-regi, ved kredsmesterskaber og øvrige DAI-arrangementer, som klubben ivrigt deltog i. Ud over de nævnte discipliner dyrkedes også gymnastik og håndbold for såvel herrer som damer, noget, der var fortsat siden klubbens start.

      Som et kuriosum kan nævnes, at man dengang - og i øvrigt en række år frem - ofte arrangerede matcher mellem klubbens gifte og ugifte medlemmer. Hvilket skel dette skulle have i sportslig henseende må stå hen i det uvisse, men deltagerne har sikkert moret sig kongeligt.
© AIK København 2007