Var det således hårde økonomiske tider for AIK, gik det fint med det sportslige. I 1920'erne hed landets absolutte topløber Axel Petersen, og han satte adskillIge danske rekorder og vandt mange mesterskaber. Ud over de mange gode løbere bed man også mærke i spydkasteren Carl Nielsen, der i 1929 med et kast på 60,18 m blev den første dansker over 60 m.
     I trediverne dukkede mangekæmperen Ernst Larsen op og blev en af AIK's dominerende navne. I 1933 blev han dansk mester i tikamp i ny dansk rekord. Hans serie var: 100 m (11,4), kugle (10,25), længdespring (6,07), højdespring (1,78), 400 m (55,1), 110 m hæk (17,0), diskos (28,38), spyd (40,50), stang (3.80) og 1500 m (5.38,5). Han blev desuden dansk mester i stangspring med 3.80 m. Samme Ernst Larsen vandt senere adskillige danske mesterskaber og blev af nogle kaldt den bedste idrætsmand, AIK til dato havde fostret. Det blev meget begrædt, da han den l. april 1944 forlod AIK for et engagement som træner i Odense.

     Et nyt, lovende navn var også Gunner
Christensen, der ved sin debut for AIK i
1936 løb 400 m på 49,5, hvilket var
dansk rekord. En rekord han senere samme
år forbedrede til 49,3 Denne tid - såvel
som Gunner Christensens 200 m på 21,9
er i øvrigt i skrivende stund stadig klub-
rekord i AIK.

     Også på klubdragtfronten skete der noget. I 1940 var man træt af den gamle dragt og vedtog en ny. Nu skulle trøjen være hvid med en rød og blå stribe fra højre skulder til venstre hofte. Stjernen skulle sidde i venstre side og holdes i rødt. Bukserne var hvide med en rød og blå stribe på hver side. Der var fra starten stor utilfredshed med den nye dragt blandt medlemmerne, og man spåede den ikke en lang levetid. Gik det fremad med sporten på stadion, havde terrænløberne til gengæld fået det hårdt. Efter at Axel Petersen var holdt op, tabte AIK jævnligt til arvefjenden Spartas mere rutinerede folk. De løbere, som især i disse år viste flaget for AIK, var folk som Anders Axelsen,Villy Klysner, Vagn Hansen, Villy Thomassen og Eigil Petersen.

     Grunden til tilbagegangen var blandt andet en nedgang i træningsaktivitet. Tilslutningen til træningen, navnlig til Ermelundsløbet, var mindre, end den havde været til Fortunløbet, og der var ifølge medlemmerne ikke mere den samme fest og glæde over det. I jubilæumsbogen fra 1945 hedder det i afsnittet fra 1942, at "terrænløbene, der så afgjort er det sundeste og bedste af atletikksporten, indskrænker sig efterhånden til at blive en forberedelse til stadionnsæsonen".

     Man vandt heller ingen af de store terrænløb det år. På stadion vandt man derimod 4x400 m stafet i ny dansk rekord, 3,22,2, og på 10.000 m blev den nye løbestjerne på de længere distancer, Knud Poulsen, vinder. Senere på året satte en ny, lovende løberkomet på mellemdistancerne, Emil Andersen, ny klubbrekord på 1500 m med 3.58,6.

     I 1944 var det så igen tid til en ny klubdragt. Utilfredsheden med den gamle var for stor, og man enedes denne gang om en rød trøje med en hvid skråstribe fra højre overarm til venstre hofte. Stjernen skulle være hvid med røde kanter og placeres i venstre side, og bukserne skulle være hvide.

     I forbindelse med befrielsen i 1945 kom der en naturlig opblomstring også i sportens verden. En del AIKere havde ifølge jubilæumsbogen fra 1945 været aktive i frihedsbevægelsen, og de fik nu igen mere tid til mere uskyldige sysler. På langdistancefronten dukkede en ny stærk løber op, Richard Greenfort. Samme Greenfort skulle sammen med Emil Andersen sætte nogle klubrekorder, der endnu i skrivende stund består. Af disse rekorder bør her vel især nævnes Emil Andersens 1500 m på 3.52,2, som blev sat, da han i 1945 sejrede i landskampen mod en så stærk atletiknation som Finland.

Verden - katastrofe og ny tid

     Den omkringliggende verden havde ændret sig voldsomt siden Første Verdenskrig. Rusland var blevet en socialistisk stat under navnet Sovjetunionen, men havde endnu ikke fået en klart formuleret idrætspolitik, som vi senere kom til at kende den. I Vesteuropa og resten af verden gled tyvernes løssluppenhed, institutionaliseringen af det nye store medie, radioen, og den hule optimisme over i en depression, der officielt udløstes af krakket i Wall Street i New York 1929, men som i realiteten havde luret siden Versailles-freden i 1918 og som var blevet forstærket via Weimar-republikkens økonomiske problemer årene efter.

     Op gennem 1930'erne lagde nazismens skygge sig over Europa. Nazisterne var kommet til verden via et rigsdagsvalg i 1933 og fandt hurtigt ud af den prestige, der lå i vinde sejre på sportspladsen. Og da de Olympiske Lege skulle løbe af stablen i 1936 i Berlin - efter at Tyskland som "straf" havde været udelukket fra legene i 1920 og 1924 - var der linet op til det helt store propagandanummer.

     Men det blev idrætten, der vandt den første alvorlige dyst. I O.C.'s formand, den belgiske Henri, greve af Baillot-Latour, måtte flere gange indskærpe Hitler og Goebbels, at det eneste, den tyske ledelses rolle ved åbningen var, var, at statsoverhovedet - Hitler - måtte sige: "Jeg erklærer hermed De Olympiske Lege i Berlin, der indvier den moderne tids 11. Olympiade, for åbnet." Intet andet.

     Med 100.000 tilskuere, 800 journalister og 50 radioreportere fra hele verden var åbningen af De Olympiske Lege en fantastisk chance for at viderebringe et politisk budskab. Men Hitler måtte bøje sig for den olympiske protokol og kun udtale denne ene sætning. Da han dagen efter ønskede udvalgte vindere - ikke farvede - op til sig i æreslogen, sagde Baillot-Latour også nej til det. Og den dag, legenes store atletiknavn, negeren Jesse Owens, vandt den tredje af sine fire guldmedaljer, forlod Hitler stadion i utide.

     I Danmark kæmpede især atletikken også med et rekrutteringsproblem, idet en række nye sportsgrene var blevet institutionaliserede i Danmark og havde vundet stor udbredelse. Fodbold var blevet folkets sport frem for nogen, og også cykling, hvor folk som Thorvald Ellegaard på banen og Henry Hansen på landevejen havde været verdensmestre, samt badminton, hvor Danmark allerede hævdede sig blandt verdens allerbedste, var svære konkurrenter. På underholdningsfronten var talefilmen kommet frem og havde skabt nogle andre idoler end sportsfolk, og i København skød nye danserestauranter op som paddehatte og sørgede for andre fritidstilbud end blot de sportslige.

     Under krigen indstilledes selvsagt en stor del af det internationale sports-samkvem. I Danmark blev der stadig kæmpet på nationalt plan, men det var, som om man ventede på den store forløsning, befrielsen, der skulle indlede den ny epoke.

     Befrielsen kom som bekendt også og indvarslede en tid med fjernsyn, med begreber som statsamatørisme og professionalisme og med en ny, hidtil uset satsning på sporten. En tid med store omvæltninger og udfordringer, med kold krig og a-bomber, med uvished og polariseringer. En tid langt fra det, man havde drømt om under krigen.

     Således ender resumeet over de første halvtreds år. Det er - som det anføres - kun et resume med alle de overseelser og forenklinger et sådant må indebære. Mere interesserede kan henvises til jubilæumsbogen om AlI, der er udgivet af AIK under redaktion af den mangeårige formand Einar Faxøe i forbindelse med halvtredsårsjubilæet i 1945.

© AIK København 2007