© AIK København 2007
     Trediverne var en hård tid for AIK. De seneste års stævner havde givet økonomisk underskud, og den næsten konstant store arbejdsløshed blandt medlemmerne gjorde ikke tingene bedre. Stiftelsen af DAI i 1929 havde ikke gavnet sagen, fordi flere af de fagforeninger, der havde støttet AIK, nu faldt fra, og tilgangen af nye medlemmer var yderst ringe.

     Vanskeligheder som disse kunne ikke undgå at sætte sig spor. Medlemsbladet udkom således ikke i fem måneder - noget hidtil uhørt - og som man ser i moderne fodboldklubber, fik man under en hastigt indkaldt ekstra generalforsamling fyret træningsudvalget og indsat et nyt, der dog - naturligt nok - ikke alene kunne skaffe bedring i tingene.
Om tiden fortæller en af klubbens stjerne løbere, den daværende kasserer Vagn Hansen:
"AIK's kasse var permanent bundløs. Vi skyldte blandt andet guldsmed Heimbürger et efter datidens normer ret stort beløb, som han heldigvis ikke gjorde krav på. Og der gik megen tid med at arrangere baller, koncerter og andespil i håbet om at tjene nogle penge.

     Vi havde fået en "fidus". Den gik ud på, at hvis klubben lagde navn til et arrangement i dansebulen "Kæden" i Dronningens Tværgade eller en natklub i Valkendorfsgade, kunne vi score en pæn sum. Det betingede, at et bestyrelsesmedlem skulle sidde ved indgangen, til foretagendet lukkede kl. 5 om morgenen. Når det ikke var et klubarrangement, var den normale lukketid kl. 2 nat. På denne måde skaffede klubben sig de nødvendige indtægter til at kunne deltage i de danske mesterskaber, der det år blev afholdt i Aalborg.
(AIK var ikke den eneste idrætsorganisation, der de år var i kontantnød. I 1928 var Vagn Hansen selv udtaget som dansk deltager ved De Olympiske Lege i Amsterdam - men kom ikke af sted, fordi den danske olympiske komite manglede penge. Red.)

     I terrænløbssæsonen havde klubben træningskvarter i Peter Lieps Hus, hvor vi i mange år klædte om i bryggerset. Vi hængte tøjet på de forhåndenværende søm, og efter træningen satte vi os i en balje og fik først en spand varmt vand og derefter en spand koldt over os. Og så gik vi ind for at spise vores medbragte frokost og købte hertil som regel et glas varm mælk. Den senere folketingsmand Aksel Larsen var på dette tidspunkt medlem af klubben, og han har senere fortalt, at han nød de søndagsture i skoven og frokosten i Peter Liep, hvor vi ofte sang vore klubsange.
     En søndag kom en gæst ind i lokalet, hvor vi sad og sang. Han blev så begejstret for stemningen, at han spurgte, om han kunne blive medlem. Det kunne han selvfølgelig. Og han betalte med det samme kontingent, som på det tidspunkt var 12 kroner årligt som passiv. Men han betalte 25 kroner. Manden viste sig at være skibsreder Hugo Max Nielsen junior. Og vi skulle få meget fornøjelse af det medlemskab.
Engang henvendte jeg mig på hans kontor. Jeg husker ikke i hvilken anledning, men bagtanken var jo at få lidt økonomisk støtte. Vi kom ind på klubbens økonomi, og jeg havde taget nogle ubetalte regninger med. En af dem var på 3000 kroner i forbindelse med lokaleleje i Københavns Idrætspark. - Jeg sender en check, sagde Hugo Max Nielsen, og det gjorde han. En anden gang var han klubbens gæst ved en fødselsdagsfest. Vi havde indstiftet en fortjenstmedalje, og den blev overrakt Hugo Max Nielsen. Det gav 500 kroner i klubbens kasse.
En skibsreder som medlem af en arbejderklub!
     Det kunne godt forundre nogle. En af klubbens medlemmer, som var ansat på et renseri, kom en dag hen og fortalte mig, at han havde haft Hugo Max Nielsens tøj til rensning, og i reversen sad AIK's klubemblem. Jeg måtte så fortælle ham, at skibsrederen var medlem af klubben.

     I AIK blev der lagt megen vægt på terrænløbene og træningen i forbindelse hermed. I mange år var klubbens træningskvarter fra l. januar til Fortunløbet den tredje søndag i marts Peter Lieps Hus, indtil skovrider Martensen Larsen forbød os at træne i Dyrehaven med den begrundelse, at vi skræmte dyrene! Vi måtte herefter flytte til Ordrup, hvor den tidligere restauratør Julius Nielsen gav os husly. Senere flyttede vi så til Jægersborg Kaserne og Gentofte Stadion, og så foregik træningen i Ermelunden.
     Denne træning i skoven blev båret oppe af et fantastisk kammeratskab og en stor klubfølelse. Hver søndag troppede klubbens gamle med Einar Faxøe, Albert Jacobsen, "maleren", "glasmanden" og andre op ved Peter Liep. De aktive løb fortunløbsruten, og der blev taget tider, hvoraf de bedste blev bragt i avisernes sportssider dagen efter.
     Tilslutningen til terrænløbene var overvældende og resulterede i, at AIK år efter år stillede med adskillige hold. Og selve dagen? Det var en festdag med kong Christian X højt til hest og masser af tilskuere. Mr. Smiles - en navnkundig journalist - skrev i Politiken: "Hvor mange var der i skoven i går? Skal vi gætte på 75.000 ...
     Men tilbage til træningen. Efter denne gik vi ind i krostuen, hvor vi spiste vores medbragte frokost og nød et glas varm mælk. Så gik vi hjem til Østerbro Stadion med "Chas" i spidsen spillende på sin mundharmonika, mens vi sang til.
     Efter Fortunløbet - der som regel endte med sejr til os - vandrede vi fra Fortunen ned til Klampenborg og standsede op undervejs, mens vi som tak for træningskvarteret råbte et leve for Peter Liep, som stod i døren og modtog det med en løftet stol. Så var der fest bagefter. Og havde vi vundet - hvad vi jo tit havde - var stemningen ekstra høj.

Løb og revyer

     Perioden 1923-33 vil jeg i al beskedenhed gerne have lov at mindes som AIK' s storhedstid. De mange terrænløb og specielt Fortunløbet, som Axel Petersen vandt fem gange, satte AIK sit kraftige finger- eller fodaftryk på.

     Også gadeløbene var AIK-dominerede. Klubben vandt Frederiksberg Rundt, Søborghusløbet, Malmø Rundt, Helsingborg Rundt (flere gange) og København Rundt, og AIK deltog i 1932 i Stockholm Rundt med en fjerdeplads som resultat i samme tid som nummer tre. AIK's indsats i København Rundt - som vi vandt mange gange - kan bedst udtrykkes ved, at der et år på præmiebordet var 32 præmier, 2x15 medaljer og 2 pokaler. Da vi havde fået vores præmier, var bordet tomt. AIK havde vundet rub og stub.

     I trediverne var det in at lave idrætsrevyer, og AIK forsøgte sig også i det lønlige håb at tjene nogle penge. Vi henvendte os til den professionelle Carl Hochheim, der havde skrevet flere revyer. Han blev suppleret med AIK-ere og bekendte til disse, og skuespillerne var ligeledes AIK-ere med bekendte. Palælokalerne, Weinold, forsamlingshuset i Rømersgade og Studenterforeningen var nogle af de steder, hvor vores revyer blev opført.
     Og der var altid fulde huse, for der var drøje hug til atletikkens ledere. Engang havde klubben fået løberen Harry Siefert til at optræde på de skrå brædder. Men hans evner som skuespiller var omvendt proportional med hans talent som atlet. Klubben havde regnet med, at den ved at engagere ham lige efter den store Siefert-sag (om amatørisme kontra professionalisme) kunne trække nogle flere til.

Det gjorde vi også.

     Der var fuldt hus. Og jeg husker, at Siefert gik så meget op i sin rolle, at da han under replikken: - Hvis det er løgn, er det med de 800 kroner også løgn! skulle slå i bordet, gjorde han det så hårdt, at både han og bordet røg ud i kulissen. En sang, som gjorde stor lykke, blev fremført af Grethe Henriksen klædt ud som lille dreng og gik på melodien Skolemesterens Sang.
Første vers lød sådan:

Lille far, jeg skynder mig at blive stor
Så skal jeg på stadion med dig og mor.
Og så skal jeg meldes ind i AIK
kun i fa' ers klub der vil jeg stå.
Denne klub som jeg har hørt så meget om
og hvor far som ung hver en'ste aften kom
der vil jeg også være med til sport
løbe, springe, sætte ny rekord.


     Idrætsrevyerne var ikke blot forbeholdt AIK-erne, men også de øvrige københavnske atletikklubbers medlemmer troppede op i stort tal for at se, om der skulle være nogle hib til dem. Økonomisk håbede klubben selvfølgelig på nogle penge i den slunkne klubkasse, men det blev ikke det store sus.
     AIK forsøgte sig også som koncertarrangør. Det var i tiden 1940-45, og de medvirkende var de helt store navne. I Tivolis koncertsal lykkedes det at arrangere en koncert med den internationalt kendte pianist, France Ellegaard. At det var lykkedes skyldtes vort medlem Victor Faxøe, en bror til formanden Einar Faxøe, som var ven med France Ellegaards far, den tidligere ottedobbelte verdensmester i cykelløb på bane, Thorvald Ellegaard.
     I Odd Fellow palæets store sal afholdt vi koncerter med Eli Donde og Peter Rasmussens orkestre, og i Ingeniørhuset med Leo Mathiesen.
     Den sidste koncert var en skærtorsdag under mørklægningen. Klubben havde i forvejen afhændet samtlige billetter, men hvad skete? Publikum myldrede til i så stort tal, at mange, som havde billet, ikke kunne komme ind. Presset udefra var så stort, at glasdørene sprængtes, og politi og Falck måtte tilkaldes. Enden på episoden blev, at politiet måtte fjerne de mange, som forgæves forsøgte at komme ind.
     Heldigvis skete alt uden ballade. Da Leo Mathiesen hørte om de mange mennesker, sagde han: - Jeg har solgt mig selv alt for billigt!
     Selve koncerten gav et pænt overskud. Men at være kasserer i AIK var en prøvelse. Jeg måtte tit låne af min kones husholdningspenge, blandt andet når vi skulle købe præmier, for vi kunne ikke få kredit hos Heimbürger, som vi i forvejen skyldte flere tusind kroner.

Japanerstævnet 1936

Men også idrætsligt forsøgte vi os.

     Vi arrangerede stævner på Østerbro Stadion i håbet om på disse at tjene nogle penge. Et stævne, jeg husker tydeligt, er "japanerstævnet", der fandt sted den 21. august 1936 lige efter de Olympiske Lege i Berlin. Vi havde korresponderet med flere udenlandske atletikforbund, og selv rejste jeg til Berlin for at føre forhandlinger med disse. Men da japanerne sagde ja til at stille op i København, strøg jeg alle de øvrige forbund. Vi aftalte, at de selv skulle lægge ud for deres rejse til København, og at de så ville få pengene refunderet, når de ankom.
     Men pludselig fortrød de. De sendte et telegram, hvori de anmodede om rejsepenge. Og vi havde ingen penge. Uha. Så vi fastholdt dem på aftalen ud fra et stykke papir med holdets navne, som de havde skrevet under på. Kom de mon så, eller kom de ikke? Vi - klubbens formand Einar Faxøe og jeg selv - ventede i lufthavnen, og vi var spændte. Jo, de kom, og lettede var vi.
     Aviserne bragte store artikler om japanerne. Stangspringeren Nishid spurgte blandt andet BT's medarbejder, om der gik isbjørne rundt i gaderne i København, og pressen spåede, det ville blive den største aften i mange år på Østerbro Stadion.
     Jeg var ikke så sikker på den økonomiske succes. Så da jeg en dag forud for stævnet kørte forbi Social-Demokratens hus i Farimagsgade, gik jeg op og talte med forretningsføreren om stævnets økonomiske risiko med det resultat, at bladet ydede en garanti på 4000 kroner. Og det var et held, for stævnet gav underskud. Der korn kun knap 5000 betalende tilskuere.

     Det japanske hold talte blandt andet Kitei Son, der netop havde vundet det olympiske maratonløb i ny rekordtid, 2.29,19,2. I tre dage inden stævnet viste jeg japanerne København, og så kom aftenen, hvor de skulle starte. Son skulle løbe 10 km mod Harry Sievert, men, havde ifølge den japanske holdleder fået dårligt ben og måtte ikke stille op. Han indvilgede i at løbe en æresrunde, og først efter tre omgange lykkedes det at standse ham. Stævnets læge, Ivan Osier, undersøgte Sons ben og sagde bagefter til mig: - Han har ikke mere dårligt ben end du og jeg. Nej, sandheden var, at Siefert, der var blevet nummer 10 ved OL, havde store chancer for at besejre Son der jo endnu var træt efter maratonløbet - og guldmedaljevinderen skulle helst vende ubesejret hjem.

     AIK' s bestyrelse var fuldkommen sagesløs, men alligevel faldt sportspressen over klubben og beskyldte os blandt andet for ikke at have rent mel i posen. Dog oplevede publikum det højdepunkt, at AIK's egen Ernst Larsen satte dansk rekord i stangspring med 4.10,7 m. Dengang målte man åbenbart også millimeterne med.

Professionalisme og krigstider :

     Atletiksæsonen 1937 var præget af Siefert-sagen, hvor Harry Siefert og Henry Nielsen samt 13 idrætsledere blev dømt for overtrædelse af amatørreglerne. Klubbens formand Einar Faxøe, jeg selv og lederen af træningsudvalget Julius Ebert blev udelukket til 1.juli 1937. Dommene faldt først i marts 1937. De dømte AIK-ledere appellerede til Dansk Idrætsforbunds Ordens- og Amatørudvalg. Her fik jeg to måneder mere, Einar Faxøes udelukkelse blev stadfæstet, og Julius Ebert blev frikendt.
     En af årsagerne, til at de tre AIK-ere blev dømt var, at klubben havde givet 'Harry Siefert et kaffestel, som han havde ønsket, og det var i sig selv straf værdigt. At der ikke var graveret i stellet var også en overtrædelse af amatørbegreberne. Det havde ingen virkning på udvalgets formand, højesteretsdommer Viktor Hansen, at jeg fremførte, at finnen Paavo Nurmi i 1923 ved et stævne havde bedt om at få grammofonplader. Han havde nemlig ved et stævne i Stockholm ønsket sig en grammofon, og det havde han fået. Jeg mente hermed, at der var skabt "præcedens" for den slags forhold og tilføjede: - Og De ved vel som jurist, hvad præcedens betyder? Hvortil Viktor Hansen svarede: - Dette har intet med jura at gøre.

     Og Siefertsagens epilog: Det berømte kaffestel har aldrig eksisteret andet end på en regning fra isenkræmmer Christian Hansen i Istedgade. Jeg gik nemlig ind til denne og fortalte, at jeg havde købt et kaffestel, at det var en gave, som vi var flere om, og nu havde jeg forlist regningen. Og så fik jeg en anden, der indgik som udgiftsbilag i klubbens kasse!

     Under krigen blev mange ting vanskeligere. Spærretiden, som var en af besættelsesmagtens mange "velsignelser", satte sit fingeraftryk på foreningslivet. Men træningen blev dog bibeholdt, selvom idrætsfolkene startede tidligere og måtte skynde sig hjem inden spærretiden.

     Et af de medlemmer, der havde de største problemer, var kassereren. Han plejede at køre rundt for at kræve kontingent op, og da det heller ikke var muligt uden gode forbindelser at skaffe et cykeldæk, blev opkrævningen af kontingenter - især da det var de passive medlemmer, der på denne måde måtte betale - ret sporadisk. Besættelsesmagten havde besat det meste af Idrætshuset, men udøverne, som for det meste var danske med liv og sjæl - bortset fra nogle enkelte, som sympatiserede med værnemagten - havde ingen kontroverser med soldaterne. Jeg husker således, at en ung tysker, som havde været på det Nordtyske atletiklandshold mod Danmark, og som jeg kendte, en aften kom hen til mig og med alle tegn på forbavselse sagde: - Ved du hvem, jeg har set i dag? Jeres konge! Og han red helt alene! Hvortil jeg svarede: - Ham kan du se hver dag. Han rider nede på Østerbrogade. Vi har den aftale med kongen, at han gør os ikke noget, og så gør vi heller ikke ham noget! Det varede noget, før den unge tyske soldat kunne fordøje den.
     Efter krigen måtte en del idrætsudøvere og -ledere stå til regnskab for deres tidligere pro-nazistiske holdning. Så vidt jeg ved, var der heldigvis ingen AIK-ere blandt.

AIK havde en slagsang, der blev sunget ikke blot i sejrens stunder, men også, når AIK-ere var samlet i festligt lag. Den lød således:

AIK er ikke den
som forsmår et godt refræn
Hvem er altid ovenpå?
Det' se'fø'lig AIK.
Altid første mand til alt
løbe, springe, raske drenge
røde trøjer, stjerner på
sorte bukser på.
Hører I vor sang?
Den er ikke lang.
Det er kun et kort refræn
som vi alle vil ha' frem:
Hvem er altid ovenpå?
Det' se'fø'lig AIK!


     Hvem der er forfatteren er aldrig blevet opklaret. Men sangen gjorde så stor lykke hos arvefjenden Sparta, at klubben omredigerede refrænet til: Hvem er altid ovenpå? Det er dem med S'er på!

     Om tiden vil jeg sige, at nok var det vor idræt, vi samledes om. Men en meget vægtig faktor var kammeratskabet. Det olympiske motto: Det vigtigste er ikke at vinde, men at deltage, kunne faktisk stå med usynlig skrift over AIK. Det med at skifte fra den ene klub til den anden var ikke populært. Man kaldte det fiskeri, når nogen blev "lokket" til at skifte, og de idrætsudøvere, der skiftede klub, som andre skiftede skjorte, faldt sjældent til i AIK.
     Jeg mindes, at jeg for mange år siden skulle interviewe Folketingets formand Gustav Pedersen. Jeg stod i vandrehallen og ventede, da Aksel Larsen strøg forbi mig ud af svingdøren. Lidt efter korn han tilbage og kiggede, før han sagde: - Er det ikke Vagn? Og inden jeg fik svaret sagde han: - Kan du huske, da vi løb ude i skoven? Kan du huske, da vi trænede i Fælledparken sammen? Ja, du løb altid fra mig, men det var en herlig tid, som jeg alt for hurtigt forlod! Aksel Larsen talte med glød og begejstring om kammeratskabet. Det var tydeligt, at han som medlem af AIK havde fået noget, som var værd at mindes.

Det har jeg også."
© AIK København 2007